Om fortællestoffet.
Mit fortællestof henter jeg frem ved at kigge mig tilbage over skulderen. Alle fortællinger tager udgangspunkt i virkeligheden, men når man kigger baglæns, er det ikke virkelighedens facts der er interessante. I stedet for en fast fremadskridende kronologi er det nu følelser, ideer, personer, billeder etc. som kæder hændelser sammen. Der opstår nye sammenhænge, nye opdagelser, ja det viser sig, at virkeligheden pludselig bliver en anden. Den fjerner sig på den ene side fra det rent faktuelle og nærmer sig på den anden side sandheden. Livets underside bliver mere og mere tydelig og oversiden bliver mere og mere ligegyldig.
Først som moden mand fik jeg øje på de lange linjer i mit liv. Uforståelige hændelser, begivenheder, følelser og billeder samlede sig i lange livslinjer, som førte frem til den enkle erkendelse: livet skal leves nu. I går og i morgen findes ikke, kun nuet ånder.
Det er historiefortælling med musik og sange, humor, alvor, underfundighed og sevironi.
Om musikken
Jeg har spillet på harmonika siden jeg var 9-10 år. Siden jeg var 14 har jeg spillet offentligt for et publikum. De sidste ca. 30-40 år har jeg været helprofessionel musiker. Musikken har således næsten hele mit liv været som en del af den luft jeg indånder. Sådan er det også når jeg fortæller. Musikken er med. Toner og ord rammer forskellige strenge i sindet, de fremhæver hinanden, og de klinger sammen. Min musik er egenkomponerede numre, vedkommende sange eller stykker fra mit folkemusikalske repertoire, hvis det da ikke lige er en gammel schlager.
Nogle af fortælleoverskrifterne:
Fortællestoffet, sangene og musikken udgør et hele. Jeg har en lang række fortællespor. De vigtigste er:
1. Fra poliopatient til professionel musiker
Da jeg som 3-årig blev lam i højre arm og skulder, stod der ikke skrevet på min dagsorden, at jeg skulle blive professionel harmonikaspiller, turnere i den halve verden og blive studielektor på Det Fynske Musikkonservatorium. Historien, som bliver suppleret med musik på mine 4 små håndbyggede træ-harmonikaer, er både overraskende, akavet, alvorlig, stærkt humoristisk, almenmenneskelig og billeddannende.
2. Livets Lange Linjer
Ved at kigge sig tilbage over skulderen kan man få øje på Livets Lange Linjer. Jo ældre man er, jo længere linjer, jo større rigdom. Linjerne snor sig ind og ud af hinanden, og mange af dem fører langt tilbage i tiden, og det forunderlige er, at alle linjer mødes og samles lige nu og her i dig selv. Det er en ubegribelig rigdom.
Først som moden mand fik jeg øje på de lange linjer i mit liv. Uforståelige hændelser, begivenheder, følelser og billeder samlede sig i lange livslinjer, som førte frem til den enkle erkendelse: livet skal leves nu. I går og i morgen findes ikke, kun nuet ånder – ligesom mig.
Historiefortælling med musik, sange, grin og alvor.
3. Humor og Lyst – Livets Salt
Historier og musik fra et intenst levet liv.
Musik og fortælling uden et på forhånd fastlagt program. Lokalet bliver fuld af humor, alvor, eftertænksomhed, grin, musik og sange.
4. Den første kærlighed
Alle genvordighederne med at finde ud af forholdet til det modsatte køn svarede slet ikke til de forestillinger, som havde sneget sig ind i ens sind. Historien, igen spækket med sange og musik, har klangbund hos alle, som har været søgende barn og ung eller bare følsom voksen. Det er pinefuldt, frydefuldt, akavet , lystigt og helt ubærligt.
5. De gamle spillemænd og fortællere
Efter at jeg som 4-årig emigrerede fra det barske Jylland til det smilende Fyn, blev musik en stadigt voksende del af mit liv. Bag mig rejser sig et voldsomt landskab af oplevelser, billeder, følelser og musik fra et heftigt liv med dansk folkemusik. Landskabet er befolket med gamle spillemænd, ægte originaler og store fortællere. Historierne florerer og musikken klinger.
7. Sindets Ekko.
(Nyt udspil!!)
-historier, musik og sange om liv og død
Udviklet til mindegudstjeneste i Torslev Kirke. Varighed ca 45 min.
Et forløb om det ekko det kan give i vores sind, når døden bliver en del af livet, og livet bliver en del af døden. Lige meget hvor ekkoet kommer fra i tid og rum, lander det hos os her og nu som en ny følgesvend – døden i livet.
I sange, musik og historier viser Carl Erik Lundgaard forskellige sider af Sindets Ekko, når døden er en del af livet.